Fjernarbejde er et resultat af flere årtiers teknologisk udvikling, men det har faktisk rødder helt tilbage i 1970’erne. Dengang blev det introduceret som et alternativ til pendling, især i storbyer med trafikproblemer.
Begrebet “telecommuting” blev skabt som en løsning for medarbejdere, der kunne udføre deres opgaver fra hjemmet ved hjælp af telefoner og de tidlige computernetværk.
Det var dog ikke før i 1990’erne, at fjernarbejde for alvor blev muliggjort takket være internettets udbredelse og udviklingen af digitale værktøjer som e-mail og chat-systemer. Disse teknologiske fremskridt gjorde det muligt for medarbejdere at kommunikere og samarbejde på tværs af afstande, og enkelte virksomheder begyndte at tilbyde muligheden for at arbejde hjemmefra.
COVID-19 startede det egentlige boom i fjernarbejde
Den store transformation kom dog i 2020 med COVID-19-pandemien. Da mange lande, herunder Danmark, blev tvunget til at lukke arbejdspladser og kontorer for at forhindre smittespredning, blev fjernarbejde pludselig en nødvendighed snarere end et valg.
På rekordtid omstillede virksomheder sig til en model, hvor medarbejderne arbejdede hjemmefra, og brugen af videokonferenceværktøjer som Zoom, Google Meet, Microsoft Teams og Slack eksploderede.
I Danmark er hjemmearbejde og hybridarbejde de seneste få år blevet en integreret del af hverdagen for mange brancher, lige fra IT og marketing til finans og undervisning. Faktisk har 4 ud af 10 af alle beskæftigede i Danmark har arbejdet hjemme inden for de seneste fire uger.
Hybridarbejde er altså blevet populært i Danmark, men vi halter en smule efter, når det kommer til egentligt fjernarbejde og antallet af 100% remote jobs.
Her er USA (som så ofte før) i føretrøjen, hvor op mod 15% af alle arbejdstagere allerede er i en rolle, som kan betegnes som 100% fjernarbejde.